4/5-06: Politiken til litteratur og rødspætter
Michael Lambæk Nielsen rapporterer om kunsten at servere stegte rødspætter til halvfjerds mennesker og fortæller, hvordan bl.a. Christina Hesselholdt tryllebandt publikum. Hans reportage om LiteraturHaus' arrangement "Status: 90'ernes litteratur" var at læse i lørdagens bogsektion i Politiken. I reportagen kunne man læse om journalistens begejstring over de fem forfatteroplæsninger, men at han dog havde sværere ved at goutere kritikerpanelets forfatterpræsentationer. Det fremgår også, at de fem forfattere, Christina Hesselholdt, Solvej Balle, Helle Helle, Kirsten Hammannn og Merete Pryds Helle, nu alle vedgår sig deres Forfatterskole-tid. Lige som det refereres, hvordan Merete Pryds Helle ser sig selv som del af den første generation af kvinder, som ikke skriver kvindelitteratur: "Kønnet er ikke et problem for os. Vi har ikke måttet ofre noget for at have et forfatterliv," siger hun og udstikker vejen frem for generationen, der er blevet beskyldt for at skrive anæmiske og verdensfjerne bøger: "Med Murens fald troede vi, at de traditionelle fjendebilleder var faldet. Men i forhold til starten af 1990'erne er vores samtid blevet forvandlet til det værre. Det tvinger os til at skrive mere etisk og politisk". Læs hele reportagen på Politikens hjemmeside http://politiken.dk/VisArtikel.sasp?PageID=451271
|