13/12-06: Succes med cubansk digterfilm
Mandag aften (11/12) var salen fyldt til bristepunktet, da LiteraturHaus havde premiere på den dokumentariske road-movie "Den grønne lastbil". I filmen følger vi den cubanske digter og lastbilchauffør Alberto Sicilia rundt i det smukke cubanske landskab.
Digteren Thomas Boberg indledte med et lille udvalg af Alberto Sicilias digte i egen oversættelse, og efter filmen præsenterede instruktøren Niels Boel holdet bag filmen og fortalte anekdoter om filmens tilblivelse. Det er nemlig ingen helt nem opgave at lave en film på Cuba. Det kræver tilladelse at filme, og det endte da også med, at filmholdet blev tilbageholdt og deres udstyr blev konfiskeret. Men med Niels Boels store overtalelsesevner og fotografen Steen Møller Rasmussens pausefilmning af asfaltstriber lykkedes det at overbevise det cubanske politi om filmprojektets ufarlige karakter...
Mange publikummer blev hængende efter arrangementet og forsynede sig med cubanske øl i baren. Læs PåGadens netomtale af arrangementet her.
|