Gennem ni forelæsninger og samtaler undersøger Eksistensfilosofisk Akademi og LiteraturHaus, hvordan mennesket kom sådan i uføre med verden. Vi fortsætter undersøgelsen 3. maj i selskab med Niels Albertsen under overskriften ‘Det jordligt forbundne menneske i uføre – Bruno Latours diagnose’
Tid: 3. maj kl. 19.00 – dørene åbner kl. 18.00
Oplægget varer cirka 45 min og efterfølges af en kort pause og samtale/spørgsmål fra salen.
Billet: 20 – 40 kr. Kan købes her
På tværs af sine dystre fortællinger beskæftigede den amerikanske weird tales-forfatter H.P. Lovecraft (1890-1937) sig med, hvad der sker med mennesker, når de konfronteres med de kræfter og væsener, der lever og findes i universet, men som menneskene normalt ikke ænser eller har adgang til.
Hvad er det for monstrøse uhyrligheder, fremmedartede trusler og knusende perspektiver, der lurer lige uden for byporten – forstået metaforisk som menneskenes sociokulturelle filtrering af virkeligheden? Og hvilke reaktions- og handlemuligheder har menneskene egentlig midt i denne konfrontation? I dette oplæg sætter Martin Hauberg-Lund fokus på Lovecrafts forfatterskab som en litterær skatkiste af naturfilosofiske perspektiver. Perspektiver som han vil udfolde med afsæt i filosofferne Eugene Thacker og Timothy Morton, som begge indenfor de sidste 10-15 år har skrevet trendsættende bøger om menneskets udsathed på planeten i klimakrisens tidsalder.
Om ‘Mennesket i uføre’:
Da det moderne subjekt træder ind på scenen, bliver naturen til kulisse for den menneskelige handling. Nu er der tæppefald. Kulisserne vakler. Materialiteten dirrer.
Det moderne maskespil afsløres for det der er: hovmod.
Netop fordi vi befinder os i en tid, hvor subjektets almægtighed så tydeligt viser sig i al sin afmægtighed, begynder vi forelæsningsrækken midt i subjektets tilsynekomst i sin moderne form. Hvorledes træder det ind på scenen og præsenterer sig? Og hvorledes er det filosofisk og litterært omdrejningspunkt og springbræt for kritik gennem det nittende og tyvende århundrede?
Vi kan ikke andet i denne tid end at spørge til, hvorledes vi er havnet i sådan uføre med verden – og hvilket bedre sted at sætte denne retssag end lige midt i vores trang til at skabe os selv og verden? I rækken vil ikke blot det moderne subjekt være centralt, men det er centralt, at det er med. For så vidt litteratur og filosofi bestræber sig på at udsige noget, er det allerede i sin bestræbelse ude over sig selv. Det er her, vi tager fat.
Måske har det noget at gøre med forskellen mellem at vedrøre noget og at røre nogen. Det er unægteligt, at tanken kommer allermest til live dér, hvor den opgiver sin egen bemægtigelse og ikke længere bare vedrører, men rører.
Tør vi nu endelig træde ind på en scene, der ikke er sat for os?
Resterende datoer:
10. maj: Jon Auring Grimm – Naturens musikalitet: Resonans og dissonans i det antropocæne
17. maj: Lars Tønder – Det antropocæne: en ny tidsalder?
Støttet af Statens Kunstfond og Beckett-Fonden