Vores venner i Poesiens Hus fejrer fødselsdag.
Tid: 3. oktober kl 10 – 13
Billetter: Købes her
Kl. 10: Velkommen
Poesiens Hus er det eneste af sin slags i Danmark: Et litteraturhus drevet af en passion for poesien, dens leg med sproget og dens evne til at formidle både det nemme og det svære. Leder af Poesiens Hus Karen Siercke byder velkommen til dit poesihus og folder husets visioner ud.
Kl. 10.15: Fødselsdagsbrunch med digtoplæsning af huspoeter (brunchen er let og kan købes via MobilePay på dagen)
I september 2021 gik en af husets ønskedrømme i opfyldelse, da vi fik fornøjelsen af at ansætte vores allerførste huspoet til fast månedsløn. Poesiens Hus har modtaget en bevilling fra Slots- og Kulturstyrelsen, der betyder, at vi kan ansætte tre digtere fra vækstlaget til en månedsløn på 25.000 kr i 2021 til hver digter.
De tre digtere er:
Liv Ea (f. 1999), som debuterede som digter med digtsamlingen ’Lys bliver til løv’, der udkommer på forlaget Herman & Frudit i august 2021.
Gry Stokkendahl Dalgas (f. 1990), som debuterede med den prisvindende digtsamling ’Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej’, som udkom på forlaget Ovbidat.
Joan Rang (f. 1976), som debuterede som digter med den roste digtsamling ‘Omkring Floden Han’ og optrådte på dette års Sommertid Poesifestival.
Du kan møde de to huspoeter Liv Ea og Joan Rang til Poesiens fødselsdagsbrunch.
Kl. 11.20: Præsentation af husets fyrtårnsprojekter
Poesiens Hus stortrives i krydsbestøvningen mellem digtere, poesientusiaster, og poesiformidlere, der samles i og omkring Poesiens Hus. Hør om nogle af de initiativer, der er i gang og under opsejling.
Kl. 11.40: Pause
Kl. 12.15: Poesibanko med poesipræmier (en plade koster 25 kr og kan købes via MobilePay på dagen)
PoesiBanko er et fornøjeligt spil, der med humor og livslyst inviterer dig ind i et glædespredende fællesskab og præsenterer dig for nogle af landets allerbedste digtere og deres digte. På bankopladen er der ord i stedet for tal. Ordene er hentet fra udvalgte digte, som læses op. Under oplæsningen dækker du de ord, som du hører og har på pladen; og når du har en hel række råber du “BANKO!” – også selvom det er midt i oplæsningen. Rigtig god fornøjelse!
Kl. 12.50: Tak for i dag