Velkommen til Ukrainian Days – en kulturfestival til støtte for Ukraine!
Tid: 15. til 17. april
Billetter: https://poesiens.nemtilmeld.dk/1/
Du vælger selv beløbet efter, hvad du har råd til og føler for – alle pengene går ubeskåret til Ukraine. Der er også rig mulighed for at donere og bruge penge på selve festivalen.
Vær med til at fejre og udforske ukrainsk kultur samtidig med, at du gør noget for Ukraine.
Kunst og kultur er stærke modstandskræfter, og også en vigtig nøgle til at forstå et folk, et land, en nation.
For over en måned siden invaderede Rusland Ukraine og på den tid, har vores verdensbillede ændret sig. Vi har set vores ukrainske venner, kollegaer og partnere kæmpe for deres land, både militært men også igennem information, kunst og kultur.
Ukrainian Days er festivalen, der søger at give ukrainsk kultur den fortjente plads i Danmark, opbygge tættere bånd mellem Danmark og Ukraine ved at fejre ukrainsk kunst og kultur samtidig med, at vi indsamler penge til støtte for Ukraine.
Programmet vil løbende blive offentliggjort og vil rumme en bred vifte af ukrainske kultur – fra musik til poesi til optrædener og debatter, workshops, samtaler og der vil være mulighed for at købe kunstværker til fordel for Ukraine.
VI STØTTER:
Alle indtægter fra entrédonationer og salg af kunst mv. går ubeskåret til Ukraine og alt overskud fra baren går også ubeskåret til Ukraine.
Støtten gives til La Strada (Ukraines svar på Børnetelefonen), Ukrainian Arts Emergency Fund og Insight NGO.
Om koordinationsgruppen:
Gruppen bag Ukrainian Days fandt sammen til ”You can do something for Ukraine” eventet d. 2. marts og har siden arbejdet benhårdt – frivilligt- på at stable festivalen på benene. Gruppen har samarbejdet med Poesiens Hus, LiteraturHaus og World Wide Words samt en masse andre fantastiske organisationer, virksomheder, og enkeltpersoner.